Situation

De første 1.000 dage er afgørende for et lille barns liv, trivsel og udvikling. Hvis man inden for de første 1.000 dage får støttet og hjulpet især udsatte og sårbare familier, kan det betyde en markant forskel i resten af opvæksten. En række organisationer og kommuner har udviklet indsatser, som er målrettet forældre, der vurderes at have et støttebehov i livet som småbørnsfamilie. Men erfaringer viser, at en del af forældrene er svære at nå og kun sjældent eller aldrig tager imod støtten. Derudover er der en del familier, der har et støttebehov, men som kan være svære at opspore, og som derfor slet ikke bliver tilbudt støtte.

Tilgang

Maple har lavet feltarbejde blandt 30 familier – både gravide og familier med børn fra 0-3 år – og 20 fagprofessionelle inden for småbørnsområdet. Gennem interviews, observationer, tegneøvelser og digital etnografi har vi fået indblik i deres hverdag, familieliv, rutiner, behov og udfordringer, og særligt hvad de oplever som udfordringer og motivation ift. at blive tilbudt og at tage imod støtte.

Resultat

Undersøgelsen er resulteret i tre hovedindsigter med særligt fokus på at vise familiernes perspektiv. Helt overordnet set viser undersøgelsen, at det ikke er indholdet i tilbud og støttemuligheder til familierne, der udgør en barriere for at støtten når familierne. Derimod handler de væsentlige barrierer dels om, hvordan sårbarhed opfattes – både i systemets strukturer, blandt fagpersoner og hos familierne selv – og dels om kommunikationen omkring støtte. Indsigterne er tilgængelige via forskellige filmformater og i en kort rapport, der også beskriver undersøgelsens formål og metode nærmere ((se herunder).

Indsigterne er blandt andet blevet præsenteret for Kvalitetsforum for Dagtilbud, der ledes af Børne- og Socialminister Mai Mercado samt ved en workshop om udsatte familiers støttebehov, hvor omkring 100 fagpersoner indenfor småbørnsområdet deltog.

”Den nye undersøgelse fra Maple bidrager med vigtig viden om sårbare familiers behov og om, hvordan de oplever støtte. Hos Egmont Fonden håber vi, at den nye viden kan bidrage til at forbedre hjælpen til sårbare familier. Vi har tilsluttet os Småbørnsløftets mål om, at de første 1.000 dage af et barns liv skal være præget af tryghed og stimulering. Derfor er det vigtigt at sætte ind med en støtte, som imødekommer familiernes behov allerede fra graviditeten og i den allerførste tid af det lille barns liv.”

Henriette Christiansen, direktør i Egmont Fondens Støtte- og bevillingsadministration

INDSIGT 1
SITUATIONEN ER SÅRBAR

Det er i sig selv en sårbar situation at blive forældre, men for nogle familier viser skiftet sig at være særligt svært. Sårbarhed skal anskues som noget periodisk, ikke en permanent tilstand. Familier i sårbare situationer er ofte vanskelige at kategorisere, og både familier og fagpersoner oplever at skulle vente på, at situationen bliver alvorlig nok – derfor kan det være en udfordring at tilbyde/modtage den rette støtte til rette tid.

INDSIGT 2
ERKENDELSEN ER SVÆR

Forestillinger om familieliv og egen formåen stemmer ikke altid overens med virkeligheden og kan ende i større eller mindre kriser. For forældrene kan det være svært at erkende behovet for støtte og at tage imod – på grund af et stærkt ønske om at føle sig normal og som gode forældre. På den måde er støtte af mange forældre omgærdet af tabu, og de giver f.eks. udtryk for ikke at kunne genkende sig i tilbuddene eller at andre familier har mere brug for støtten end dem.

INDSIGT 3
FRYGTEN FOR KONSEKVENSER

Den gode relation mellem familier og fagpersoner er altafgørende for, at støtte kan blive vellykket. Relationen er skrøbelig og udfordres især, når familierne oplever skjulte agendaer, overvågning og formynderi. Mistillid gør, at forældrene frygter for konsekvenserne ved at åbne op for fagpersoner – og den ultimative frygt er at få fjernet barnet. På den måde udgør frygten for konsekvenser en barriere for ærlighed om familiens situation – og dermed også en barriere for støtte.

”Når jeg ser på hvad det er, der særligt overrasker mig, så er det jo det her forhold, at man som jordemoder måske ikke går fri af at blive betragtet som en myndighedsperson. Altså at der kan være en angst for, at det man deler med sin jordemoder eller sin sundhedsplejerske, er noget, der på et eller andet tidspunkt kan blive brugt imod én. Og det synes jeg er utrolig vigtigt, at vi får arbejdet med. Hvordan fastholder vi den tillid som vi stor stil nyder, også når folk tilhører en sårbar gruppe?”

Lillian Bondo, formand for Jordemoderforeningen.

Tegneøvelse


Familierne har tegnet situationen, hvor de blev tilbudt støtte eller oplevede et behov for støtte. Her forklarer Maja, en mor, om sin tegning:

 ”Jeg synes egentlig, at den der ildebrand, den startede nærmest, fra da han kom. Det blev slået i stykker, hele den illusion om det hyggelige, som vi havde talt om. Jeg var helt ensom. Jeg troede, at jeg kunne ændre det. At jeg kunne gøre et eller andet, så jeg kunne slukke for det der, vi ikke kunne kontrollere. (Maja kommer i refluks-gruppe) Jeg kan huske, at der var en, der sagde, at hun havde stået ude på altanen og haft lyst til at springe ud. Hun var alene med sit barn. Og hun havde lyst til at springe ud fra altanen. Det tænker jeg stadig på, at det var så vildt, at hun sagde det højt, i den gruppe der. For mig var det en lettelse.”

Foto fra interview

Sara og hendes mand har gennem mange år forsøgt at få børn via adoption og fertilitetsbehandling. Det er lykkedes at få en datter, som ved tidspunktet for vores besøg var 5 måneder. Til billedet som hænger i datterens værelse siger Sara: ”Jeg synes det er lidt tacky, men samtidig beskriver det den måde, jeg følte, da jeg blev gravid.”

Ønsket om at få barn har været så stort, at Sara nu forsøger at bearbejde frygten for at miste sin datter. Det har været vanskeligt at finde den rette støtte, og Sara har for eksempel oplevet ikke at passe ind i en gruppe for mødre med efterfødselsreaktion.